Snak om tro i familierne

Lea arbejder i øjeblikket med hvordan vi som kirke kan hjælpe og støtte forældre til at snakke om tro og åndelighed med deres børn.

Jeg ved ikke med jer, men når snakken falder på tro og åndelighed, kan jeg nærmest fysisk mærke at jeg er fra en kultur hvor vi ikke taler om meget om tro. Efter jeg er blevet mor, har jeg haft svært ved hvordan jeg skulle tale om tro med mine børn. Jeg har hørt vores kulturs svar på de ting jeg har sagt, og jeg har haft en følelse af at jeg hjernevaskede mine børn, selvom det jeg har delt med dem, er noget af det jeg vægter alder højest i mit liv, og fuldt ud tror på er sandt. Men egentlig tror jeg det er rigtig godt for vores børn at snakke med dem om åndelighed og respektfuldt dele hvad vi som forældre tror på. og det er jeg ikke ene om at mene. Forskeren Dorthe Viftrup forsker netop i den åndelige samtale med børn, og i en artikel på Kristeligt dagblad beskriver hun hvordan børnene efterspørger flere samtaler om det åndelige, og at de nyder når de kan få lov til at sætte ord på hvad de tror på og høre hvad deres nære voksne tror på.
Men bare fordi vi så er kommet frem til det er vigtigt, betyder jo ikke at vi lige pludselig mestre at tale tro med vores børn, for hvordan gør man egentlig det? Min erfaring har sagt mig at hvis jeg gerne vil tale tro med mine børn er det effektivt bare at prøve noget af og prøve noget af ofte. Derfor har jeg sat mig for at indsamle ideer til forældrene i kirken, så de kan prøve noget af som andre familier eller børnekirkeledere har haft glæde af. Indtil videre har jeg lavet et lille hæfte med ideer hen over Kristi himmelfart og Pinsen. Hvad jeg så får er respons derfra vil jeg tage med videre, og så må vi se hvad der så skal ske. Men jeg tror virkelig på at det gør en forskel for vores børn, hvis vi tør og husker på at tale med dem om tro.

Vil du se materialet med ideer og tanker om snak om tro i familierne klik her.

Lea Andersen
Ledervikar af børneområdet i Fyns Valgmenighed