Gang i legestuen
Kom med til legestue i Fyns Valgmenighed
Der er stor tilslutning til legestuen, lige nu kommer ca. 20 familier fast (det vil sige de kommer ikke alle sammen hver gang). Forrige onsdag var vi lidt over 40 mennesker (børn og voksne) – det var for mange til salen og køkkenet på Faaborgvej! Tænk at kunne fylde den plads ud vi har med så mange mennesker. Der kommer oftere 20-30 mennesker, og det passer bedre til rammerne, og giver en lidt hyggeligere stemning, hvilket vi er glade for. Vi er en god blanding af lidt kristne fra forskellige kirker, og mange der ikke kender Gud og kirke lige så godt.
Hvad laver vi til Legestue?
• Vi siger “godmorgen” når nogen kommer ind af døren.
• Vi hører og gentager alles navne.
• Vi hører en bibelfortælling – som altid slutter med at hånddukken Gøj konkluderer i forskellige udlægninger, hvordan historien peger på at Gud elsker dig, og dig, og dig, og dig, og dig…
• Vi synger sammen, mange sange, både kristne og helt almindelige børnesange. En af de gode kristne vi næsten altid synger er den med spejlet: Du er guld værd, du er skabt er Gud (…) du har STOR værdi!
• Vi deler liv, og børnene leger sammen.
Citater jeg har hørt fra nogle af deltagerne:
En af de nye sagde for nyligt: “Der er en stemning af, at her er det godt at være, og det er helt okay at være lige præcis mig – der er fuldstændig plads til mig her”.
Der var tidligere en kvinde, der helt simpelt forklarede mig det som: “Der bliver lyttet til mig”.
En af de gode var også hende, der sagde: “Jeg har aldrig før oplevet et fællesskab, der så umiddelbart var rart at være i lige fra starten”.
Ingen af disse kvinder kender til kirke, og de ville ikke selv lave den konklusion, at det er fordi Jesus står midt i fællesskabet… – men vi ved bedre!
Vi synger alle med på “Guds kærlighed er rundt om mig”, og jeg får historier om familier der laver takke-raket-bønner derhjemme.
Legestuen er et spændende sted at tjene Guds rige!
Tak fordi du læste med,
kærlig hilsen Nathalie Jensen
Leder af børnefællesskaberne i Fyns Valgmenighed