Fyns Valgmenighed starter gudstjenester i Glamsbjerg

Fyns Valgmenighed oplever en tilvækst af nye medlemmer og fællesskaber på Vestfyn, og vil fra august 2021 afholde gudstjenester i Mulighedernes Hus i Glamsbjerg.

Et fællesskab med vokseværk

Fyns Valgmenighed er kirke på, for og med Fyn. Fyns Valgmenighed vil arbejde for, at kristne fællesskaber på Fyn – uanset størrelse – trives og går på det kald, Gud har til dem. På Vestfyn er der de seneste år vokset et lokalt fællesskab frem, der i dag tæller omkring 15 husstande med tilknytning til Fyns Valgmenighed. Fællesskabet på Vestfyn består af både børn, unge og ældre, nogle har været med i mange år, mens andre er nye i troen. 

Madklub, bibelstudiegrupper og lokalt engagement

Personer fra det vestfynske fællesskab står blandt andet bag en madklub, en månedlig fyraftensandagt kaldet “Tid til eftertanke”, flere bibelstudiegrupper både fysisk og online, Alpha – et kursus i kristendom, aftener for kvinder, foruden “Pop-up minikirken” som står på Glamsbjerg Torv, samt indsamling af langstidsholdbare fødevarer til udsatte i kommunen.

Gudstjenester er næste skridt 

Ønsket om at holde gudstjenester i Glamsbjerg, er det naturlige næste skridt, og affødt af et ønske om at fællesskabet på Vestfyn får mulighed for at fejre gudstjenester og nadver sammen. 

“Vi ønsker at gudstjenesterne skal være kendetegnet af både tradition og fornyelse. Det kan f.eks. komme til udtryk i, at der både synges salmer og at vi har mere moderne lovsange med rytmiske instrumenter. Gudstjenesterne er for børn, unge og ældre og vi lægger vægt på, at det skal være muligt at blive en del af fællesskabet, f.eks. ved at der er fællesspisninger og kirkekaffe i forbindelse med gudstjenesterne. Ligesom vi håber, at man, uanset om man kalder sig søgende eller tvivlende, vil opleve at man er velkommen” udtaler ledergruppen. 

En gren af Fyns Valgmenighed

“Vi er fortsat én kirke, nu med flere gudstjenester. Vi starter ikke en ny kirke, men har nu også gudstjenester i Glamsbjerg, udover dem vi holder i Jacobskirken i Odense” fortæller valgmenighedspræst Christoffer Højlund.

Fællesskabet på Vestfyn er en gren af Fyns Valgmenighed, eller en ‘filial’ som biskop, Tine Lindhardt, benævnte det, da Valgmenigheden søgte om tilladelse til at afholde gudstjenester i Glamsbjerg. 

Grenen har en lokalt valgt ledelse, som arbejder under menighedsrådet i Fyns Valgmenighed og i det daglige under valgmenighedspræst Christoffer Højlund. 

Fyns Valgmenighed, såvel som Fyns Valgmenighed – Vestfyn er en del af folkekirken og en del af netværket Dansk Oase.  

Fakta 

Fra d. 22. august 2021 vil Fyns Valgmenighed – Vestfyn afholde gudstjenester i Mulighedernes Hus d. 2. og 4. søndag i måneden kl. 13.30. Provst Ole Hyldegaard Hansen medvirker d. 22. august og indvier Mulighedernes Hus til gudstjenestebrug.
Gudstjenesten d. 2. søndag i måneden vil være en lægmandsgudstjeneste, mens Valgmenighedspræst Christoffer Højlund vil medvirke d. 4. søndag i måneden.

Ledergruppen på Vestfyn består af: Gert Svendsen, Christina Dupont Kofod, Kamilla Maria Jakobsen og David Jeremias Jakobsen

Kontakt

Vil du høre mere, være med eller på anden måde støtte op om de kommende gudstjenester, kan du kontakte Kirke-iværksætter på Vestfyn Kamilla Maria Jakobsen, 42245787, kamilla@fynsvalgmenighed.dk