En hilsen fra Anna
D. 21. marts er Anna Bjørnsdatter Lindbocks sidste arbejdsdag som leder af børnekirke og mindre fællesskaber. Menighedsrådet takker Anna for hendes store indsats. Vi siger officielt tak til Anna ved gudstjenesten d. 21. marts kl. 15.
En hilsen fra Anna
Tusind tak for denne gang!
Kære kirkefamilie i Fyns Valgmenighed! Så er det desværre ved at være tid til, at jeg skal sige farvel til arbejdet som leder af børnekirken og mindre fællesskaber. Søndag den 21. marts er min sidste arbejdsdag. Det har været en rigtig dejlig tid, så det er både med glæde og vemod i hjertet, at jeg stopper.
Da jeg trådte ind af døren den 1. april sidste år, var det til fuld corona lockdown – en mærkelig og usikker tid med masser af spørgsmål og ubetrådt land foran os. Men alle udfordringer til trods blev jeg modtaget med en nysgerrighed, hjertevarme og omsorg, som jeg sjældent har mødt.
Derfor vil jeg gerne sige tusind tak til jer allesammen! TAK for et dejligt år med masser af gode oplevelser og sjove øjeblikke. Tak for muligheden for at tjene jer – og tjene med jer i en kirke, der ønsker at opleve mere af Guds rige. Tak for alle jeres dejlige børn og teenagere! De er ganske særlige, og det håber jeg virkelig, at jeg har fået fortalt jer nok gange i det forgangne år! Jeg har oplevet en åbenhed og kærlighed fra jeres børn, som jeg på ingen måde tager for givet!
Jeg ville gerne have nået meget mere, og jeg ville gerne have været meget mere sammen med jer alle! Men det kan vi forhåbentlig kompensere for i fremtiden, når vi igen får lov til at mødes til kirke og fællesskab som i “de gamle dage”. Det har jeg jo endnu tilgode at opleve!
Guds velsignelse og fred til jer alle!
Anna Bjørnsdatter Lindbock
Menighedsrådet takker
Fra menighedsrådet skal også lyde en stor tak til Anna! Anna har et stort hjerte for børn og familier. Det har vi kunne mærke fra første dag da hun trådte ind ad døren. Anna har bidraget til struktur, gnist og medvirket til at børn og unge kommer til orde og oplever sig set. Anna har både været nytænkende og formet opgaver – men har fulgt opgaver helt til dørs, så tankerne ikke bliver ved tanken. På trods af corona-restriktioner og online møder har Anna været nærværende og tillstede i hendes arbejde. Og så er Anna skøn og flink at arbejde sammen med! En stor tak for indsatsen og vi ønsker dig alt godt og Guds fred fremover.