Hvem er vi?

Velkommen i Fyns Valgmenighed. Vi glæder os over at invitere dig ind i et fællesskab af almindelig, forskellige og uperfekte mennesker, som gerne vil udforske den kristne tro sammen. Vi tror, at den kristne Gud tilbyder mening, sammenhæng, fred og håb, og det vil vi gerne finde ud af mere om. Uanset hvad du tænker om Gud og tro, er du velkommen her.

Fyns Valgmenighed er folkekirke med tradition, historie og visdom fra århundreder. Samtidig er vi som valgmenighed optaget af fornyelse, innovation og inspiration, og af at tænke tro, Gud og liv ind det 21. århundrede.

Vi tror, at kristen tro er en relation med en levende Gud, der elsker os og vil være en del af vores liv. Derfor forsøger vi, gennem Bibelens tekster, åndelige praksiser, nutidig undervisning, gamle salmer, moderne lovsang, levende spiritualitet og aktiv tjeneste for vores ø at lære den Gud bedre at kende og samme se, hvad det gør ved vores liv i dag.

Vores Historie

Fyns Valgmenighed blev stiftet i 2012 af en gruppe bosiddende fynboer og nogle tilflyttere fra Aarhus, som alle drømte om at se et fællesskab, hvor Gud, kirke og hverdag rammer hinanden.

Hvor er vi?

Fyns Valgmenighed er placeret i Odense - og på Fyn og Langeland. Det vil sige, at gudstjenester foregår i Odense ligesom kirkens kontor ligger i Odense. Men fællesskaber mødes og aktiviteter foregår rundt omkring på Fyn og Langeland.

Formål og Vision

Fyns Valgmenighed vil vi gerne være med til at kalde mennesker i Odense og på Fyn til personlig tro og til at vokse i efterfølgelse af Jesus og i tjeneste for Guds Rige i verden.

Det gør vi blandt andet ved at

  • inspirere til et liv i efterfølgelse af Jesus

  • Inviterer til fællesskaber med Gud og andre mennesker

  • udfordre til tjeneste for Guds rige i verden

  • Gudstjeneste

Gudstjenester

Til gudstjeneste i Fyns Valgmenigheds samles hele den brogede flok i ét stort fællesskab. Gudstjenesten er en blanding af tradition og fornyelse. Her er gamle salmer og nye sange, antikke ritualer og aktuelle ord. Det hele foregår i en afslappet atmosfære, hvor kaffen bliver serveret i døren og orglet er skiftet ud med rytmiske instrumenter. Under prædikenen går børnene ud til deres egne programmer i aldersinddelte grupper og efter gudstjenesten er der altid kaffe eller aftensmad for alle. Alle er velkommen, uanset om du er vant til det med kirke eller slet ikke.

Børn

I Fyns Valgmenighed har vi masser af børn og vi ELSKER det! Det skaber liv og glæde. Vi drømmer om at børnene i Fyns Valgmenighed lærer Gud, sig selv og deres kristne familie at kende. Det arbejder vi med i vores aldersinddelte børnekirker og klubber.

Vi ønsker at børnene føler sig som en del af menigheden og oplever sig lige så vigtige som de voksne. Derfor er børnene med til det meste af gudstjenestefællesskabet, og vi har en gang imellem andre former for gudstjenester hvor børnene er mere i fokus. 

Læs mere under fanen BØRN

Netværk

Fyns Valgmenighed er en del af menighedsnetværket Dansk Oase. DanskOase arbejder for fornyelse, udrustning og mission i den danske kirke ud fra Folkekirkens evangelisk-lutherske grundlag. Dansk Oase blev stiftet i 1989 med udgangspunkt i den internationale karismatiske vækkelse og tæller i dag en lang række menigheder og fællesskaber i Danmark.

Dansk Oase arrangerer hvert år en menighedsfestival - SommerOase. Her deltager Fyns Valgmenighed med sin egen lille lejr i den store lejr. Læs mere om SommerOase her (link til vores skjulte side).

Læs mere på vores facebookside